Familiesamtaler

< tilbage til generel beskrivelse

Birgittes tilgang

Vi er som både børn, unge og voksne følelsesmæssigt afhængige af den familiemæssige sammenhæng, vi indgår i. Hvis én eller flere i en familie ikke trives, påvirker det resten af familien. Det kan derfor give mening at komme til familiesamtaler, hvor enten dele af eller hele familien deltager.

Trivslen i familien kan påvirkes og udfordres af mange forskellige faktorer:

  • Det kan være sygdom hos en af forældrene eller et barn/en ung
  • dødsfald
  • misbrug
  • at et eller flere børn/unge ikke trives i skolen eller blandt kammerater
  • at en søskende har et handicap
  • det at være en sammenbragt familie med dine og mine børn
  • skænderier mellem søskende
  • skilsmisse
  • og andet

I familiesamtalerne hjælper jeg med at skabe et trygt rum, hvor det ikke gælder om at finde fejl og kritisere, men om at alle får lige mulighed for at blive lyttet til, set og forstået. Det giver både indsigt i, hvordan de enkelte familiemedlemmer har det og påvirker hinanden og i, hvor stor betydning de har for hinanden. Med en sådan indsigt og forståelse kan familien bedre finde nye og mere hensigtsmæssige måder at være sammen på, så alle får det bedre.

Stemningen og konfliktniveauet i en familie er forældrenes ansvar, og hvis det i familiesamtalerne bliver tydeligt, at der er konflikter i forældrerelationen, så vil jeg foreslå dem, at de også får nogle parsamtaler.

Om det er dele af eller hele familien, som deltager i samtalerne, afhænger af problemstillingen og kan variere over forløbet.